Du får 2 vurderinger inden for kort tid – forstå forskellen
De nye offentlige ejendomsvurderinger er forsinkede. Derfor kan du risikere at få flere vurderinger tæt på hinanden. Vurderingerne gælder for forskellige skatteår.
De første 2 vurderinger fra nyt vurderingssystem
De offentlige ejendomsvurderinger har været suspenderet siden 2013, men nu har vi fået et nyt vurderingssystem. Du betaler boligskat af vurderinger fra det nye system fra 2021 og frem. De første 2 vurderinger fra det nye system er 2020-vurderingen og 2022-vurderingen.
Vurdering for 2020 (endelig)
Ejendomsvurderingen for 2020 bruges til at beregne boligskatten for 2021, 2022 og 2023. Hvis du ikke har fået 2020-vurderingen endnu, har du betalt midlertidig skat af en tidligere vurdering fra det gamle vurderingssystem. Når ejendomsvurderingen for 2020 kommer, bliver din boligskat beregnet på ny og efterreguleret.
Vi har udsendt 2020-vurderinger siden 2021, og mange ejere af helårshuse har allerede modtaget deres vurdering. Vi sender løbende flere vurderinger ud, bl.a. af parcelhuse, villaer, rækkehuse og kædehuse. I 2024 er vi også begyndt at sende vurderinger af sommerhuse og ejerlejligheder.
Vurdering for 2022 (foreløbig)
Ejendomsvurderingen for 2022 bruges til at beregne boligskatten for 2024. Men den er ikke klar endnu. Derfor betaler du i første omgang skat af en foreløbig vurdering for 2022. Den fik alle boligejere adgang til i efteråret 2023.
Find din foreløbige vurdering for 2022, og læs mere om den foreløbige vurdering
Når den endelige 2022-vurdering kommer, bliver din boligskat for 2024 beregnet på ny og efterreguleret.