Beskatning af erhvervsejendomme

Her på siden kan du få et overblik over, hvordan erhvervsejendomme, herunder udlejningsejendomme og ejendomme med andelsboliger, beskattes med de nye skatteregler fra 2024.

Nye skatteregler fra 2024

I 2021 vedtog Folketinget en ny metode til vurdering af erhvervsejendomme. Det betyder højere vurderinger for de fleste. Men skatterne stiger ikke tilsvarende.

Grundskyld: Lavere satser og stigningsbegrænsning

Til og med 2023 har der været et skatteloft, der begrænser, hvor meget grundskylden kan stige.

Med de nye skatteregler fra 2024 sænkes grundskyldspromillerne markant. Gennemsnitligt falder grundskyldspromillerne fra 27 til 7,4.

Derudover indføres en stigningsbegrænsning, der betyder, at en eventuel stigning i grundskylden indfases over flere år.

Læs om de nye skatteregler for grundskyld

Dækningsafgift: Fastholdelse af 2023-niveau og stigningsbegrænsning

Med de nye skatteregler fra 2024 kan du vælge at fastholde din foreløbige dækningsafgift for 2024 og 2025 på samme beløb, som du betalte i 2023.

Derudover er der indgået en politisk aftale om at indføre en grænse for, hvor meget dækningsafgiften årligt må stige. Stigningsbegrænsningen forventes at blive vedtaget i Folketinget i andet halvår af 2024, men vil gælde med tilbagevirkende kraft fra 2022.

Læs om de nye skatteregler for dækningsafgift

Foreløbig ejendomsvurdering for 2023

Dine ejendomsskatter for 2024 og 2025 beregnes i første omgang på baggrund af den foreløbige ejendomsvurdering for 2023. Når du modtager den endelige 2023-vurdering, bliver dine ejendomsskatter genberegnet og efterreguleret.

Læs mere om, hvordan vi efterregulerer ejendomsskatterne

Nyopståede erhvervsejendomme efter den 1. januar 2023

Erhvervsejendomme, der først er opstået efter den 1. januar 2023, beskattes ikke i 2024. Det betyder også, at ejendommene ikke er omfattet af stigningsbegrænsningen fra 2024.

Læs om beskatning af nyopståede erhvervsejendomme efter den 1. januar 2023

Der findes 2 typer af ejendomsskatter på erhvervsejendomme:

  • Grundskyld
    Grundskyld er en kommunal skat af den grund, du ejer. Grundskyld beregnes på baggrund af grundværdien i den seneste offentlige ejendomsvurdering.
  • Dækningsafgift
    I enkelte kommuner opkræves der dækningsafgift for nogle typer erhvervsejendomme. Dækningsafgiften beregnes på baggrund af grundværdien i den seneste offentlige ejendomsvurdering.

Der er vedtaget et såkaldt forsigtighedsprincip, der betyder, at der trækkes 20 % af grundværdien, før skatterne beregnes.

Fra 2024 betaler du dine ejendomsskatter over Skattekontoen

Opkrævningen af grundskyld og en evt. dækningsafgift er flyttet fra kommunerne til staten. Du betaler derfor femover dine ejendomsskatter over Skattekontoen.

Skattekontoen giver dig et samlet overblik over dine erhvervsmæssige indberetninger, opkrævninger samt ind- og udbetalinger.

Læs mere om opkrævning og betaling over Skattekontoen