75.000 ejendomme har fået ændret den foreløbige vurdering efter kvalitetssikring

Den foreløbige vurdering af ca. 75.000 ejendomme er blevet opdateret. Alle berørte ejere har fået et brev om den ændrede vurdering, og vi retter samtidig det grundlag, vi opkræver skat på baggrund af.

Vi har foretaget en kvalitetssikring af de foreløbige vurderinger for 2022 og 2023. Det har vi gjort for at sikre, at ejernes foreløbige beskatningsgrundlag er så retvisende som muligt.

De ændrede foreløbige vurderinger når at slå igennem inden betalingsfristen for de ejere, der betaler ejendomsskatter over Skattekontoen.

Hvad betyder det for din skat?

Den opdaterede foreløbige vurdering vil blive brugt som grundlag for at beregne dine ejendomsskatter for 2024. Vi opdaterer beskatningsgrundlaget for din ejendom på baggrund af den nye foreløbige vurdering.

  • Skattekontoen: Som ejer af en erhvervs-, landbrugs- eller skovejendom (eller en ejerbolig, du ejer som virksomhed) betaler du dine ejendomsskatter over Skattekontoen. Vi sender en opdateret opkrævning, inden du skal betale den første rate senest den 2. april 2024.
  • Forskudsopgørelsen: Som boligejer betaler du dine boligskatter over forskuds- og årsopgørelsen. Vi opdaterer din forskudsopgørelse med det nye beskatningsgrundlag for grundskylden og ejendomsværdiskatten. Du får besked, når den er klar.

Kvalitetssikringen har haft særligt fokus på erhvervs-, landbrugs- og skovejendomme

  • For landbrugs- og skovejendomme er grundværdierne fx blevet fastsat markant lavere sammenlignet med de vurderinger, som blev offentliggjort i december 2023.
  • For erhvervsejendomme er det særligt etageejendomme, der bruges til beboelse, der har gennemgået en kvalitetssikring.
  • For ejerboliger er det fx tillæg og nedslag fra vurderingen for 2020, der nu som hovedregel er blevet videreført til den foreløbige 2022-vurdering.
Se de foreløbige vurderinger