TRIN 2: Vi beregner, hvad kvadratmeterprisen ville være, hvis der var ejerboliger på grunden

Vi beregner en foreløbig kvadratmeterpris med udgangspunkt i, hvad grunden ville være værd, hvis der var ejerboliger på grunden.

Grundens værdi er i høj grad afhængig af, hvor den ligger. Når vi beregner grundværdien i dette trin, tager vi derfor udgangspunkt i prisniveauet for ejerboliger i området.

Vi beregner, hvad grunden ville være værd, hvis der lå ejerboliger på grunden. Det gør vi med den samme metode, som når vi fastsætter grundværdier for ejerboliger.

  1. Vi beregner en ejendomsværdi for et standardhus eller en standardlejlighed
    Vi bruger et standardhus eller en standardlejlighed med samme beliggenhed som ejendommen for at kunne beregne en samlet værdi for standardhuset og grunden, altså en ejendomsværdi.

    Vi bruger handelspriser på referenceejendomme fra området omkring ejendommen, og vi tager højde for bl.a. omgivelser. Visse geografiske forhold, som indgår i beregningsmodellerne for ejerboliger, fx havudsigt og afstand til skov, tæller ikke med, når vi beregner ejendomsværdien for erhvervsejendomme, der ikke bruges til boliger.

  2. Vi aflæser en værdi på grundværdikurven
    Ejendomsværdien for standardhuset eller standardlejligheden bruger vi til at aflæse en værdi på det, vi kalder grundværdikurven. Grundværdikurven viser forholdet mellem ejendomsværdi og grundværdi.
  3. Vi beregner en foreløbig kvadratmeterpris
    Vi tager udgangspunkt i ejendommens anvendelse, når vi beregner den foreløbige kvadratmeterpris, dvs. grundværdi pr. m². Det gør vi ved at dividere den aflæste værdi fra grundværdikurven med standardmålene for grundareal, etageareal eller udnyttelse af grund.