Ny bolig i 2024: Hvad bliver skatten?

Nye boligskatteregler betyder lavere skat for 4 ud af 5 boligejere, fordi skattesatserne sænkes markant. Men enkelte steder vil skatten stige, hvis du overtager efter årsskiftet. Få en idé om, hvad du skal betale i boligskat i 2024.

Din boligskat i 2024, hvis du overtager efter årsskiftet

    Foreløbig skat af en foreløbig vurdering

    I 2024 skal du betale boligskat af en offentlig ejendomsvurdering for 2022 – eller 2023 i enkelte tilfælde. Men de er ikke klar. Derfor betaler du i første omgang en foreløbig skat af en foreløbig vurdering. Det er også den foreløbige vurdering, som den simple beregner bygger på, når den udregner din boligskat i 2024.

    Du kan ikke klage over den foreløbige vurdering. Men der er en særlig mulighed for at få den ændret, hvis du fx vil sælge eller har købt en bolig efter den 11. september 2023.

    Mulighed for ændring af den foreløbige vurdering

    Som køber har du mulighed for at få ændret den foreløbige vurdering, så den afspejler den faktiske handelspris omregnet til 2022-niveau. Det er den pris, som ejendommen ville have haft, hvis den var købt den 1. januar 2022. (eller 2023 i enkelte tilfælde). På den måde kan du få tilpasset den foreløbige boligskat, indtil den endelige vurdering kommer, og skatten bliver genberegnet og efterreguleret.

    Hvis du vil sælge en bolig, kan du få ændret den foreløbige vurdering, så den svarer til udbudsprisen omregnet til 2022-niveau.

    Ændring i ejendomsværdi kræver forskel på mindst 20 %

    Ejendomsværdien i din foreløbige vurdering kan kun ændres, hvis den er 20 % højere eller lavere end den omregnede udbudspris/handelspris i 2022-niveau. Hvis denne betingelse er opfyldt, vil grundværdien samtidig blive ændret.

    Grundværdien kan ændres, hvis den er åbenlyst forkert

    Hvis din grundværdi virker høj, kan du gøre opmærksom på det. Vurderingsstyrelsen vil herefter vurdere, om den er åbenlyst forkert. I så fald har vi mulighed for at rette den – også selv om ejendomsværdien ikke er 20 % højere eller lavere end udbuds- eller handelsprisen.

    Læs mere om de særlige muligheder for at få ændret den foreløbige vurdering