Se din boligskat på forskudsopgørelsen
Nye skatteregler betyder lavere boligskat for de fleste. Resten får en skatterabat. På forskudsopgørelsen kan du se din nye boligskat. Her på siden kan du se, hvad du skal være særligt opmærksom på, når du kigger i forskudsopgørelsen.
Med de nye boligskatteregler vil boligskatterne følge værdien af din ejendom, så de stiger og falder i takt med din ejendomsvurdering. Til gengæld sænkes skatteprocenten så meget, at de fleste boligejere skal betale mindre i boligskat i 2024. Resten får en skatterabat. I praksis betyder skatterabatten:
- Du skal ikke betale mere i ejendomsværdiskat i 2024, end du gjorde i 2023.
- Din grundskyld kan maks. stige 2,8 % fra 2023 til 2024.
Hvis du får en skattestigning i 2024 eller senere, kan du låne til stigningen med et indefrysningslån, som først skal betales tilbage, når du sælger din ejendom.
Mindre udbetalt hver måned, fordi skatterne samles i staten
Din boligskat består af 2 skatter:
- Grundskyld, som du hidtil har betalt til kommunen
- Ejendomsværdiskat, som du hele tiden har betalt til staten.
Fra 2024 bliver opkrævningen af hele din boligskat samlet i staten. Det betyder, at grundskylden bliver en del af den samlede skat, som automatisk trækkes fra din indkomst hver måned.
Derfor får du mindre udbetalt, end du plejer. Til gengæld skal du ikke længere betale grundskyld til kommunen 2 gange om året. Det er altså ikke en ekstra skat – bare en ny måde at betale den på.
Foreløbig skat af en foreløbig vurdering
I 2024 skal du betale skat af den offentlige 2022-ejendomsvurdering (eller en 2023-vurdering i enkelte tilfælde). Men de er ikke klar. Derfor bliver din skat i 2024 i første omgang beregnet ud fra en foreløbig vurdering.
Læs mere om de foreløbige vurderingerNår din endelige vurdering kommer, bliver skatten for 2024 genberegnet og efterreguleret.
Læs mere om efterregulering