Få svar på dine spørgsmål om omgivelser
Hvad betyder omgivelser i din vurdering? Hvilke omgivelser tager vi højde for? Hvordan får vi oplysninger om omgivelser? Få svar på det og meget mere her.
Hvad betyder omgivelser for vurderingen?
Omgivelser har betydning for, hvad en ejendom kan sælges for. Det kan vi se, når vi analyserer de seneste års ejendomssalg i Danmark og ser på alle de solgte ejendommes omgivelser i relation til salgspriser. Derfor tager vi i vurderingen højde for en række oplysninger om natur og infrastruktur, som den statistiske analyse viser kan have betydning for værdien af en ejendom.
Det er fx afstand til station, jernbane eller motorvej, og om der er kyst, sø eller skov i nærheden. Det er omgivelserne set som et samlet hele, der har betydning. Om der fx er præcist 300 eller 400 meter til stationen, ændrer ikke væsentligt på den endelige værdi af en ejendom.
Er der trafikerede veje, vi ikke tager højde for?
Vi tager højde for motorveje, motortrafikveje, gennemfartsveje og fordelingsveje, men ikke for lokale veje. Når vi vurderer, tager vi udgangspunkt i, hvad der statistisk set betyder noget for, hvad en ejendom eller ejerlejlighed kan sælges for. Lokale veje har typisk lave hastigheder af hensyn til sikkerheden og de bløde trafikanter, og fordi der er mange tilslutninger. Statistisk set påvirker lokale veje derfor ikke vurderingen, selvom man måske godt kan opleve en lokalvej som trafikeret.
Tager vi højde for støj i vurderingen?
I de fleste tilfælde tager vurderingen højde for støj på den måde, at støj vil være afspejlet i priserne på de ejendomme, vi sammenligner dit hus eller din ejerlejlighed med (referenceejendomme). Når vi sammenligner, justerer vi også automatisk for afstand til fx større veje og jernbaner, dvs. hvis der er forskel på afstanden til din ejendom/lejlighed og til referenceejendommene.
Hvis vi får oplysninger om, at din ejendom eller lejlighed er påvirket af støj, som ikke påvirker (de fleste) referenceejendomme, ser vi på støjens karakter, intensitet og hyppighed. Vi ser også på din ejendoms/lejligheds beliggenhed i forhold til typen af støj. For at vi kan give et nedslag i ejendomsværdien, skal støjen være så generende, at det betragteligt påvirker den pris, du ville kunne få for ejendommen/lejligheden ved et salg.
Hvorfor måler vi afstand til omgivelser i fugleflugt?
Afstand i fugleflugt fra et punkt til et andet er det eneste, vi har adgang til, og som vi kan bruge til at sammenligne forskellige ejendommes afstande til omgivelserne. Det er ikke teknisk muligt at måle afstand som længden af en konkret rute mellem en ejendom/ejerlejlighed og fx en skov.
Oplysninger om afstande får vi fra Klimadatastyrelsen, som er den myndighed i Danmark, der forsyner den offentlige sektor med bl.a. kortdata.
Hvordan får vi oplysninger om din ejendoms omgivelser?
Vi får oplysninger om dit hus’ eller din ejerlejligheds omgivelser, fx afstande til natur og infrastruktur, fra Klimadatastyrelsen. Oplysningerne er indsamlet ved hjælp af laserscanning fra luften.
Hvordan har vi beregnet, hvor meget udsigt over vand der er fra ejendommen?
Udsigten måles ved hjælp af 36 linjer, som bliver trukket ud fra ejendommen. Hver udsigtslinje er 2.000 meter lang, og vi ser på, hvor mange meter af disse udsigtslinjer der går hen over vandet. Udsigten bliver opgjort som det samlede antal meter over vand.
Læs mere om, hvordan vi beregner udsigt, når vi vurderer huse
Hvordan tager vi højde for skov, når vi vurderer huse?
Hvis der er registreret arealer med skov eller områder med træer inden for en radius af 500 m fra din ejendom, tager vi højde for det i din vurdering. Er der flere områder med skov eller træer, lægger vi arealerne sammen.
Det kan være både offentlige og private områder, og der behøver ikke at være offentlig adgang.
Læs mere: Sådan beregner vi areal af skov nær din ejendom, når vi vurderer huse