Sådan fastsætter vi grundværdien for landbrugs- og skovejendomme

Når vi fastsætter en grundværdi for en landbrugs- og skovejendom, kommer der flere vurderingsmetoder i spil, alt efter hvad jorden og bygningerne bruges til.

Når vi fastsætter en grundværdi, skelner vi mellem

  1. Produktionsjord
    Produktionsjord er den jord, der bruges til landbrugs- og skovdrift. Vi vurderer produktionsjorden ud fra lavere værdier end den øvrige jord, nemlig ud fra de samme hektarpriser, der er blevet brugt i tidligere vurderinger.
  2. Boligers grund
    Når vi skal fastslå, hvor stort et grundareal, der vedrører boligen, ser vi på, om boligen er et helårshus eller et sommerhus. Hvis du som ejer selv bor i helårsboligen, fastsætter vi grundværdien med udgangspunkt i produktionsjordsværdien. Bor du ikke selv i helårsboligen, fastsætter vi grundværdien på samme måde som for fritliggende ejerboliger.
  3. Øvrig jord og bygninger
    Vi ser på, om der er jord og bygninger, der ikke indgår i landbruget og skovdriften, og om der i kommuneplan, lokalplan eller byplan er planer om at bruge jorden til andre formål. Jord, der bruges til andet erhverv, vurderes ud fra samme metode som for andre erhvervsejendomme.

Vi deler grunden op efter faktisk og mulig anvendelse

Vi ser både på den type byggeri, som faktisk er opført på landbrugs- og skovejendommens grund, hvordan bygninger og areal i praksis anvendes, og på det, som det er muligt at opføre på den ifølge plangrundlaget.

Vi deler grunden op ud fra disse anvendelser:

  • boliger (helårsboliger såvel som sommerhuse)
  • bygninger, der bruges til andet erhverv end landbrug og skovdrift
  • arealer og tekniske anlæg, der bruges til andet erhverv end landbrug og skovdrift
  • arealer omfattet af offentlig planlægning
  • veje og arealer undtaget fra vurdering
  • produktionsjord (herunder også bygninger, der indgår i land- og skovbrugsdriften)

Produktionsjorden er i praksis al den jord, der er tilbage, når de andre anvendelser er udpeget.

Se, hvordan vi fastsætter grundværdien for landbrugs- og skovejendomme trin for trin:

Trin 1: Vi fastsætter en gennemsnitlig hektarværdi for produktionsjorden

Vi indhenter oplysninger om grunden for at kunne identificere alt det på grunden, der er produktionsjord. Vi fastsætter en grundværdi for produktionsjorden ud fra hektarpriserne fra tidligere vurderinger.

Læs mere om trin 1: Vi fastsætter en gennemsnitlig hektarværdi for produktionsjorden

Trin 2: Vi fastsætter en grundværdi for den del af grunden, der hører til boligen

Helårshuse og sommerhuse får fastsat en grundværdi på samme måde som for fritliggende ejerboliger. Hvis ejer selv bor i helårsboligen, fastsætter vi grundværdien som for produktionsjorden.

Læs mere om trin 2: Vi fastsætter en grundværdi for den del af grunden, der hører til boligen

Trin 3: Vi fastsætter en grundværdi for den øvrige jord

Vi fastsætter en grundværdi for den jord, der bliver brugt – eller er planlagt til at blive brugt – til andre formål end landbrug og skovdrift. Vi bruger samme metode, som når vi vurderer erhvervsejendomme, hvis der er erhverv på grunden.

Læs mere om trin 3: Vi fastsætter en grundværdi for den øvrige jord

Trin 4: Vi fastsætter den samlede grundværdi

Når vi har beregnet grundværdien for de enkelte dele, lægger vi dem sammen og får dermed den samlede grundværdi.

Læs mere om trin 4: Vi fastsætter den samlede grundværdi