Sådan fastsætter vi ejendomsværdien for landbrugs- og skovejendomme

Her kan du læse, hvordan vi fastsætter ejendomsværdien for hhv. helårshuse og sommerhuse, der ligger på landbrugs- og skovejendomme.

Vi fastsætter en ejendomsværdi for:

  • Helårsboliger, hvis ejer bor der
  • Sommerhuse
  • Boliger omfattet af ligningslov. Dvs. hvis landbrugs- og skovejendommen ejes af en virksomhed, forening eller bestyrelse, og direktøren eller formanden bor i boligen.

Vi fastsætter ikke automatisk en ejendomsværdi for:

  • Aftægtsboliger – men du kan som ejer anmode om at få en ejendomsværdi for aftægtsboligen.

Småbygninger, som fx garage, carport og udhus, er inkluderet i ejendomsværdien.

Vi vurderer boligen på samme måde, som vi vurderer fritliggende ejerboliger med tilsvarende beliggenhed. Dvs. ejendomsværdien er værdien af den faste ejendom med grund og bygninger.

For landbrugs- og skovejendomme gælder det særlige, at vi trækker 5 % fra, inden vi beregner den endelige ejendomsværdi.

Trin 1: Vi beregner grundens størrelse

Vi regner med forskellige grundstørrelser, alt efter om der står et helårshus eller et sommerhus på grunden.

Helårsbolig

Vi regner med, at boligens grund har en bebyggelsesprocent på 10.

Eksempel
En helårsbolig på 150 m² får i vurderingen tildelt et grundareal på 1.500 m².
(150 m² / 10 x 100 = 1.500 m² ))

Sommerhus

Vi regner med, at sommerhusets grund har en bebyggelsesprocent på 15.

Eksempel
Et sommerhus på 70 m² får i vurderingen tildelt et grundareal på 467 m².
(70 m² / 15 x 100 = 467 m² )

Derefter fastsætter vi ejendomsværdien ud fra samme metode som for fritliggende ejerboliger.

Trin 2: Vi beregner områdets kvadratmeterpris

Udgangspunktet for ejendomsværdien er prisniveauet i området. Ud fra priser på solgte ejendomme, som vi kalder referenceejendomme, beregner vi en kvadratmeterpris for området.

Trin 3: Vi justerer i områdets kvadratmeterpris

Vi tager højde for forskelle mellem referenceejendommene og den ejendom, vi vurderer. Vi bruger en lang række data om ejendommene og får en kvadratmeterpris for den ejendom, vi vurderer.

Trin 4: Vi beregner en foreløbig ejendomsværdi

Vi ganger ejendommens kvadratmeterpris med bygningernes vægtede areal og får en foreløbig ejendomsværdi. I mange tilfælde vil dette være den endelige ejendomsværdi.

Trin 5: Vi fastsætter den endelige ejendomsværdi – og trækker 5 % fra

I særlige tilfælde kan der derudover være noget helt specifikt ved ejendommen, som gør, at vi kan give et tillæg eller nedslag i værdien. Det vurderer vi – og så har vi fastsat ejendomsværdien.

Vi trækker 5 % fra ejendomsværdien

En bolig på landbrugs- og skovejendomme kan ikke sælges selvstændigt, men vil blive solgt sammen med den øvrige ejendom. Hertil kommer, at det kan være forbundet med gener at bo tæt på produktionen. Derfor trækker vi 5 % fra, inden vi beregner den endelige ejendomsværdi.

Læs mere om, hvordan vi fastsætter ejendomsværdien for ejerboliger her

Du kan mod betaling få fastsat en samlet ejendomsværdi

Skal du sælge din landbrugs- eller skovejendom, fx til et familiemedlem, får du behov for en offentlig ejendomsvurdering af hele din samlede ejendom.

Du kan mod betaling (2.700 kr.) få foretaget en vurdering af din ejendoms samlede ejendomsværdi – også uden for vurderingsterminen, men dog først fra du har modtaget din vurdering for 2021.

Den samlede ejendomsværdi skal afspejle ejendommens forventede handelspris ved tidspunktet for den seneste ordinære vurdering af ejendommen.