Overgangsordning ved skift fra ejerbolig til landbrug/skov

Hvis din ejerbolig skifter kategori til landbrugs- eller skovejendom fra 1. marts 2021, kan du vælge at blive omfattet af en overgangsordning, der gør, at du bliver på samme vilkår, som da din ejendom var en ejerbolig.

Du kan søge om overgangsordning, hvis du har modtaget en afgørelse om, at din ejerbolig skifter kategori til landbrugs- eller skovejendom fra vurderingsterminen 1. marts 2021.

Overgangsordningen betyder, at ejendommen fortsat bliver vurderet og beskattet som en ejerbolig, selvom den efter de nye regler egentlig skulle skifte til landbrugs- eller skovejendom. Overgangsordningen gælder som hovedregel, indtil ejendommen skifter ejer.

Hvis du har tilvalgt overgangsordningen og dermed har ladet din ejendom blive på samme vilkår, som da den var ejerbolig, betyder det bl.a., at

  • din ejendom fortsætter med at blive vurderet som en ejerbolig
  • din ejendom fortsat beskattes med kommunens grundskyldspromille for ejerboliger, der er højere end promillen for produktionsjord
  • du kan få skatterabat på ejendomsværdiskatten og grundskylden, hvis dine ejendomsskatter stiger med din ejendoms nye vurdering.

Overvejer du at sælge?

Hvis du vælger overgangsordningen, og din ejendom forbliver ejerbolig, kan du være omfattet af skattefrihed på din ejendom. Som udgangspunkt skal du altså ikke betale ejendomsavanceskat ved salg af en ejerbolig.

Der er dog en række betingelser – fx at du eller din ægtefælle/registrerede partner skal have boet i ejendommen.

Hvis din ejendom ikke kom med i overgangsordningen

Hvis en ejendom ikke kom med i overgangsordningen, vil den blive kategoriseret som landbrugs- og skovejendom og vurderes og beskattes efter skattereglerne for landbrugs- og skovejendomme. Det samme gælder, hvis den senere udgår af ordningen.

Læs mere om skattereglerne for landbrugs- og skovejendomme

Har du spørgsmål, så ring til os

Er du i tvivl, om du er omfattet af overgangsordningen, eller har du spørgsmål til kategorisering af landbrugs- og skovejendomme, er du velkommen til at ringe til os på 72 22 16 16.