Vi har ekstra travlt på telefonerne – tak for din tålmodighed

Der er lige nu ventetid på telefonerne. Det beklager vi. Vi vil meget gerne hjælpe dig og håber, du vil prøve igen senere

Sådan finder du de historiske vurderinger på OIS Ejendomsdata

Du kan finde de historiske vurderinger på OIS Ejendomsdata. Her ligger historiske vurderinger for alle danske ejendomme.

På OIS Ejendomsdata kan du se:

  • en oversigt over historiske vurderinger for din ejendom
  • de vurderingsmeddelelser, som de historiske vurderinger er baseret på.

Sådan finder du de historiske vurderinger

  1. Søg din ejendom frem på startsiden af ois.dk.
  2. Klik på Økonomi.
  3. Vælg Tidligere vurderinger og salgspriser og herefter Historiske vurderinger.
  4. Vælg på listen, hvilket år du vil se vurderingen for.

Du kan kun klage over år, hvor der er foretaget en vurdering

De historiske vurderinger, du kan klage over nu, er foretaget i 2013-2019. En ejendom er som udgangspunkt kun vurderet hvert andet år, selvom du på OIS Ejendomsdata kan vælge en vurdering for alle årene. Disse år er forskellige typer ejendomme som udgangspunkt vurderet:

  • Bebyggede ejerboliger: 2013, 2015, 2017 og 2018
  • Alle andre ejendomme: 2014, 2016, 2018 og 2019.

Hvis din ejendom er vurderet i andre år, er det typisk, fordi vi har omvurderet den. Det kan fx være sket, hvis du har lavet en om- eller tilbygning eller hvis kommunen har ændret lokalplanen. Du vil også kunne klage over de år, hvor ejendommen er omvurderet i.

Er din ejendom skiftet til at være en bebygget ejerbolig, hvor den før var en anden ejendom, eller omvendt, har vi også omvurderet den. I det tilfælde skal du være særligt opmærksom på, at der vil være foretaget vurderinger af ejendommen i perioden 2013-2019 som både bebygget ejerbolig og som en anden ejendom.

Kig i dine vurderingsmeddelelser for at finde ud af, om din ejendom er vurderet i andre år end de ovennævnte. Hvis du er i tvivl, opfordrer vi dig til at kontakte os.

Sådan finder du vurderingsmeddelelserne

I vurderingsmeddelelserne kan du se beregninger og data om din ejendom, som de historiske vurderinger fra 2013-2019 er baseret på. Disse oplysninger kan du bruge til at vurdere, om du vil klage over en eller flere af de historiske vurderinger.

  1. Søg din ejendom frem på startsiden af ois.dk
  2. Klik på Økonomi.
  3. Vælg Tidligere vurderingsmeddelelser.
  4. Vælg på listen, hvilket år du vil se vurderingsmeddelelsen for.

Disse år kan du typisk se vurderingsmeddelelser for

  • 2011 for bebyggede ejerboliger
    Mange boligejere kan kun se denne vurderingsmeddelelse, fordi de historiske vurderinger fra 2013-2019 typisk er baseret på vurderingen for 2011, som er blevet ført videre. Hvis du kun kan se en vurderingsmeddelelse for 2011, kan du klage over vurderingerne for 2013, 2015, 2017 og 2018. 
  • 2012 for alle andre ejendomme
    For andre ejendomme vil de fleste ejere kun se denne vurderingsmeddelelse, fordi de historiske vurderinger fra 2014-2019 typisk er baseret på vurderingen for 2012, som er blevet ført videre. Hvis du kun kan se en vurderingsmeddelelse for 2012, kan du klage over vurderingerne for 2014, 2016, 2018 og 2019.

  •  

    Det/de år, din ejendom er omvurderet
    Er din ejendom omvurderet efter 2011 eller 2012, vil du også kunne se en vurderingsmeddelelse for det år, ejendommen er omvurderet. Her vil det være omvurderingen, der er ført videre i de efterfølgende vurderinger. Du kan også klage over omvurderinger i perioden 2013-2019.

  • Det/de år, en historisk vurdering er blevet ændret
    Hvis en historisk vurdering efter 2011 eller 2012 er genoptaget eller ændret på anden måde, vil du også kunne se en vurderingsmeddelelse for det år, vurderingen er ændret. Her vil det være den ændrede vurdering, der er ført videre til de efterfølgende vurderinger. Du kan også klage over ændrede vurderinger i perioden 2013-2019.

Eksempel for en bebygget ejerbolig: Hvis du kan se en vurderingsmeddelelse for 2011 og 2016

  • De historiske vurderinger for 2013 og 2015 er baseret på vurderingsmeddelelsen for 2011.
  • De historiske vurderinger for 2016, 2017 og 2018 er baseret på vurderingsmeddelelsen for 2016.

I dette tilfælde kan du klage over de historiske vurderinger for 2013, 2015, 2016, 2017 og 2018.  

Vær opmærksom på, at der kan være fratrukket rabatter i de historiske vurderinger fra 2013-2019. Derfor kan den ejendoms- og grundværdi, du kan se i vurderingsmeddelelserne, være højere end de værdier, du kan se i oversigten over de historiske vurderinger.

Forbehold for fejl i det tidligere vurderingssystem

I få tilfælde vises en vurderingsmeddelelse for år, hvor der ikke er foretaget en vurdering, du kan klage over. Det sker fx, hvis en vurdering er blevet ophævet. Det skyldes fejl i det gamle vurderingssystem.

Er du i tvivl, så ring til os

Du er altid velkommen til at ringe til os på 72 22 16 16, hvis du er i tvivl om, præcist hvilke år du har fået en vurdering, og hvilke år du kan klage over.

Læs mere