Vær opmærksom på årsskiftet 2023/2024, hvis du skal bygge nyt, bygge om eller købe projektsalg

Ifølge det politiske forlig ”Tryghed om boligbeskatningen” træder der i 2024 nye boligskatteregler i kraft. Reglerne om skatterabat kan have betydning for dig, hvis du skal bygge nyt, bygge om eller købe projektsalg.

Vær opmærksom på 1. januar 2024

De nye boligskatteregler er en del af det politiske forlig "Tryghed om boligbeskatningen", der blev indgået i 2017.

En vigtig del af dette forlig er muligheden for at få en skatterabat, så man ikke skal betale mere i boligskat i 2024 pga. overgangen til de nye skatteregler. Partierne bag forliget har nemlig aftalt, at de boligejere, der umiddelbart stiger i boligskat pga. overgangen til de nye skatteregler, får en skatterabat.

Årsskiftet 2023/2024 er vigtigt i forhold til skatterabatten. Der er 2 datoer, du skal holde øje med:

  • En ejerbolig skal være overtaget senest 31. december 2023
  • En nybygget eller ombygget ejerbolig skal være færdigmeldt senest 1. januar 2024.

Men før de nye regler for boligskat – og datoen for dem – kan træde i kraft, skal de endeligt vedtages af Folketinget. Reglerne kan derfor ende med at blive udformet anderledes end det, vi beskriver i denne artikel.

Hvem kan få brug for skatterabatten?

Hvis din boligskat stiger pga. overgangen til de nye regler, får du rabat, så du ikke skal betale stigningen.

Det er dog langt fra alle, der skal betale mere i skat med de nye boligskatteregler i forhold til de gældende regler. Hvis den nye boligskat med de nye skatteregler ikke er højere i 2024, end den ville have været med anvendelsen af gældende regler, får du ikke en skatterabat.

Fakta om skatterabatten

  • Du får skatterabat, hvis din samlede boligskat (ejendomsværdiskat og grundskyld) stiger pga. overgangen til de nye boligskatteregler i 2024.
  • Konkret udgøres skatterabatten af forskellen mellem det, du samlet set skal betale i ejendomsværdiskat og grundskyld i 2024 ved anvendelse af nye skatteregler, og det, du samlet set skulle have betalt i ejendomsværdiskat og grundskyld i 2024 ved anvendelse af de skatteregler, der gælder i 2023.
  • Rabatten videreføres i kroner og øre, så længe du ejer boligen.
  • Skatterabatten er ikke et lån – den skal altså ikke betales tilbage ved salg.
  • Personer, der køber bolig efter 1. januar 2024, får ikke skatterabatten. Det skyldes, at nye købere vil kunne indrette deres boligøkonomi efter de nye regler.

Hvad skal der til for at få skatterabat, hvis du bygger nyt, bygger om eller køber projektsalg?

Hvis skatterabatten er relevant for dig, skal du være opmærksom på følgende for at kunne få skatterabatten:

Hvis du bygger nyt, skal du:

  • eje eller overtage boligen senest 31. december 2023 og færdigmelde byggeriet til kommunen senest 1. januar 2024.
Læs mere om skatterabat, hvis du bygger nyt

Hvis du bygger om, skal du:

  • færdigmelde ombygningen til kommunen senest 1. januar 2024.
Læs mere om skatterabat, hvis du bygger om

Hvis du køber projektsalg, skal du:

  • overtage dit projektsalg senest den 31. december 2023, og byggeriet skal være færdigmeldt til kommunen senest den 1. januar 2024.
Læs mere om skatterabat, hvis du køber projektsalg

Eksempel på skatterabat

Hvis dine samlede boligskatter i 2024 er højere med de nye regler, end hvad du skulle have betalt med de regler, der gælder i 2023, får du en skatterabat. Denne skatterabat bliver trukket fra den samlede boligskat med nye regler i 2024 og hvert år, frem til at ejendommen sælges.

Hvis du fx stiger 5.000 kr. i 2024 pga. overgangen til de nye boligskatteregler, får du derfor en skatterabat på 5.000 kr.