Skatterabat, hvis du køber projektsalg

Læs her, hvad du skal være opmærksom på i forhold til skatterabat, hvis du køber projektsalg. Skatterabatten er relevant, hvis dine samlede boligskatter i 2024 er højere med de nye skatteregler, end de ville have været med de gældende regler.

Om du kan få skatterabat, afhænger af, hvornår du overtager boligen.

Hvis du køber og overtager et projektsalg senest den 31. december 2023, har du mulighed for at få skatterabat på både ejendomsværdiskat og grundskyld. Det er overtagelsesdatoen på købskontrakten eller tinglyste skøder, der afgør, hvornår en bolig er overtaget. Adgangen til skatterabat er dog også betinget af, at byggeriet er færdigmeldt til kommunen pr. 1. januar 2024.

Hvis du køber boligen i 2023, men overtager den efter den 31. december 2023, er du ikke omfattet af skatterabatten på ejendomsværdiskat og grundskyld. Du skal derfor betale den ejendomsværdiskat og grundskyld, der beregnes ud fra de nye regler.

Læs mere om de 2 typer boligskat, du betaler: Ejendomsværdiskat og grundskyld

Men før de nye regler for boligskat – og datoen for dem – kan træde i kraft, skal de endeligt vedtages af Folketinget. Reglerne kan derfor ende med at blive udformet anderledes end det, vi beskriver i denne artikel.

Eksempel 1: Skatterabat på grundskyld og ejendomsværdiskat

Katrine og Thomas køber en ejerlejlighed som et projektsalg i januar 2023. Lejligheden er færdigbygget og færdigmeldes i november 2023.

Da der er tale om et projektsalg, overtager Katrine og Thomas først ejerskabet, når lejligheden står færdig.

De skal derfor betale grundskyld fra overtagelsesdatoen i november 2023.

Lejligheden skal vurderes første gang pr. 1. januar 2024, og Katrine og Thomas skal derfor først betale ejendomsværdiskat i 2024.

Katrine og Thomas har mulighed for at få skatterabat på både ejendomsværdiskat og grundskyld ved overgangen til de nye skatteregler i 2024.

Eksempel 2: Ingen skatterabat

Jakob og Ida køber en ejerlejlighed som et projektsalg i april 2023, men lejligheden står først færdig og bliver færdigmeldt i maj 2024.

Da der er tale om et projektsalg, overtager Jakob og Ida først ejerskabet, når lejligheden står færdig. De skal derfor først betale grundskyld fra overtagelsesdatoen i maj 2024.

Lejligheden skal vurderes første gang pr. 1. januar 2025, og Jakob og Ida skal derfor først betale ejendomsværdiskat i 2025.

Jakob og Ida har derfor hverken mulighed for at få skatterabat på ejendomsværdiskat eller grundskyld ved overgangen til de nye skatteregler i 2024.