Skatterabat, hvis du bygger nyt

Læs her, hvad du skal være opmærksom på i forhold til skatterabat, hvis du bygger nyt. Skatterabatten er relevant, hvis dine samlede boligskatter i 2024 er højere med de nye skatteregler, end de ville have været med de gældende regler.

Om du kan få skatterabat, afhænger af, hvor du er i byggeprocessen den 1. januar 2024.

Hvis du køber en grund for at bygge nyt hus, og dit nye hus færdigmeldes senest 1. januar 2024, har du mulighed for at få skatterabat. Du kan så få rabat på både ejendomsværdiskat og grundskyld.

Læs mere om de 2 typer ejendomsskat, du betaler: Ejendomsværdiskat og grundskyld

Færdigmeldt senest 1. januar 2024

Dit nye hus skal stå færdigt senest 1. januar 2024. ”Stå færdigt” betyder, at du skal have færdigmeldt byggeriet til kommunen.

Hvis dit nye hus først står færdigt efter 1. januar 2024, har du ikke mulighed for at få skatterabat på ejendomsværdiskatten.

Hvis du køber og overtager grunden senest 31. december 2023, har du stadig mulighed for at få skatterabat på grundskylden ved overgangen til de nye skatteregler. Også selvom det nye hus først er færdigt efter 1. januar 2024.

Men før de nye regler for boligskat – og datoen for dem – kan træde i kraft, skal de endeligt vedtages af Folketinget. Reglerne kan derfor ende med at blive udformet anderledes end det, vi beskriver i denne artikel.

Eksempel 1: Skatterabat på både ejendomsværdiskat og grundskyld

Simon og Maria køber og overtager en ubebygget grund i februar 2023. Her opfører de et nyt hus, som færdigmeldes i oktober 2023.

Simon og Maria vil derfor have mulighed for at få skatterabat på både ejendomsværdiskat og grundskyld ved overgangen til de nye boligskatteregler i 2024.

Det betyder, at hvis Simon og Marias samlede boligskat er højere i 2024 med de nye regler end med de gældende regler, vil de få en skatterabat, så de ikke skal betale forskellen.

Eksempel 2: Kun skatterabat på grundskyld

Lars og Fatima køber en ubebygget grund i marts 2023. Her opfører de et nyt hus, men pga. forsinkelser i byggeprocessen kan huset først færdigmeldes i juli 2024.

Lars og Fatima vil derfor ikke kunne få skatterabat på ejendomsværdiskatten og skal betale den fulde ejendomsværdiskat efter de nye skatteregler i 2024.

De vil dog være omfattet af skatterabat på grundskylden, fordi de overtog grunden i 2023. Det betyder, at hvis Lars og Fatimas grundskyld er højere i 2024 med de nye regler end med de gældende regler, vil de få en skatterabat, der udgøres af forskellen.