Sådan får du rettede BBR-data med i vurderingen, når du allerede har fået din deklaration

Hvis BBR ikke var opdateret, da vi trak data til vurderingen pr. 1. januar 2020, skal du give os besked, når BBR er opdateret. Du har 4 uger, fra du har fået din deklaration med data om ejendommen.

Giv os altid besked om fejl i BBR-data - fristen er 4 uger

Når vi vurderer din ejendom, bruger vi oplysninger fra BBR. Derfor er det vigtigt, at du sørger for, at oplysningerne altid er opdaterede. Det har du pligt til selv at gøre.

Vær opmærksom på, at vi skal vurdere din ejendom ud fra forholdene på vurderingsterminen den 1. januar 2020. Hvis der er fejl eller mangler i de BBR-data, vi trak på det tidspunkt, skal du give os besked, når dine rettelser er endeligt registreret i BBR. Ellers når de ikke at komme med i vurderingen.

Du skal give os besked i en indsigelse, senest 4 uger efter du har fået en deklaration med data om din ejendom.

Vær opmærksom på kommunens sagsbehandlingstid.

Sådan gør du, når du vil rette fejl eller mangler i BBR-data

Før vi vurderer din ejendom, får du en deklaration med de oplysninger, som vi har tænkt os at bruge til din vurdering. I deklarationen kan du tjekke, om dine BBR-data er korrekte.

Hvis du finder fejl eller mangler, har du 4 uger til at give os besked i en indsigelse. Begynd med at tjekke, om dine BBR-oplysninger er opdateret, efter vi trak data. Så kan du med det samme give os besked i en indsigelse, hvor du dokumenterer, at ændringerne var gældende på vurderingsterminen den 1. januar 2020.

Er dine BBR-oplysninger stadig forkerte? Så skal du gøre følgende:

  1. Ret data på bbr.dk. Vent på, at kommunen kvalitetssikrer data og sender en opdateret BBR-meddelelse.
  2. Giv os besked om ændringerne i en indsigelse, hvor du dokumenterer, at ændringerne var gældende på vurderingsterminen den 1. januar 2020.
Læs mere om, hvad du skal gøre, hvis der er fejl i de BBR-oplysninger, vi viser om din ejendom