Ejerlejlighed: Mange får skatterabat

Den 1. januar 2024 kommer der nye boligskatteregler. De betyder skattelettelser for 4 ud af 5 boligejere. Resten vil få en skatterabat. Se, hvordan det ser ud for ejerlejligheder i din kommune.

Ingen skattestigning trods højere vurdering

I 2024 skal boligejerne betale skat af deres 2022-vurdering. For de fleste vil den nye vurdering være højere end tidligere vurderinger, fordi boligpriserne generelt er steget. Men en ny ejendomsskattelov skal beskytte boligejerne imod uforudsete skattestigninger.

Skattelettelser eller skatterabat

De nye regler betyder lavere skatter for langt de fleste boligejere, fordi skattesatserne sættes ned. Men nogle steder er boligpriserne steget så meget, at skatterne stiger trods lavere satser. Hvis din samlede boligskat stiger med de nye skatteregler, får du en skatterabat, som beskytter din boligøkonomi.

Se, hvordan det vil se ud i netop din kommune

Skatteministeriet har lavet nogle typeeksempler, der indikerer, hvor i landet de nye boligskatteregler forventes at give skattelettelser og skatterabat. Eksemplerne er delt op i billige, typiske og dyre ejerlejligheder – i forhold til gennemsnittet for den kommune, de ligger i.

Billigste og typiske ejerlejligheder

Boligskatterne på de billigste ejerlejligheder forventes at falde i de fleste kommuner, fordi skattesatserne bliver lavere i 2024. Det gælder også ejerlejligheder, der har en værdi, som er typisk for kommunen. I og omkring i de større byer vil de fleste ejere af både billigere og typiske ejerlejligheder få en skatterabat med de nye regler.

Dyreste ejerlejligheder

I mange kommuner vil de dyreste ejerlejligheder være steget så meget i ejendomsværdi, at deres boligskatter umiddelbart bliver højere, selvom skattesatserne sættes ned. De får, med de nye regler, en skatterabat, som betyder, at de ikke skal betale mere i boligskat i 2024, end de skulle have betalt, hvis de nuværende regler var videreført. Skatterabatten gælder, indtil ejendommen sælges.

Der er stor forskel på, hvor meget skatterne forventes at stige i de enkelte kommuner – og dermed hvor meget boligejerne får i skatterabat.

På Skatteministeriets hjemmeside kan du se, hvor meget skatterne forventes at falde eller stige i netop din kommune