Hvis der er sket ændringer på din ejendom præcis den 1. januar 2020

Hvis der er sket ændringer på eller for din ejendom præcis den 1. januar 2020, kan du bede om særlig genoptagelse. Læs her, hvordan du gør, og hvilke konsekvenser det kan have.

Særligt for ændringer netop den 1. januar 2020

Vurderingsterminen var den 1. januar 2020, men vi har vurderet din ejendom, som den var 31. december 2019. I sjældne tilfælde kan der dog præcis den 1. januar 2020 være sket ændringer på din ejendom, som kan påvirke dens værdi.

Eksempel på ændringer

  • Kommunen har ændret en lokalplan, hvor ændringerne trådte i kraft den 1. januar 2020
  • Brand i boligen nytårsnat.

Hvis det er sket for dig, kan du bede om særlig genoptagelse af ejendomsvurderingen for 2020. Så ser vi på din vurdering igen og inddrager ændringerne, og du får en ny vurdering. Hvis vi vurderer, at hændelsen ikke giver nogen ændringer, forbliver din ejendomsvurdering, som den var.

Konsekvenser, hvis du beder om særlig genoptagelse

Hvis du beder om særlig genoptagelse, har det disse konsekvenser:

Den første vurdering for 2020 gælder ikke længere

Hvis du beder om genoptagelse af vurderingen for 2020, gælder den første vurdering, du fik, ikke længere.

Tidligere klager bortfalder

Hvis der er klaget over vurderingen for 2020 eller en historisk vurdering, falder disse klager som udgangspunkt bort. De behandles derfor ikke. Du kan først klage igen, når sagen om særlig genoptagelse er afsluttet.

Tilbuddet om kompensation bortfalder

Hvis du har fået et tilbud om kompensation efter tilbagebetalingsordningen, bortfalder dette tilbud. Vi beregner tilbuddet på ny, når sagen er slut.

Hvis ejendommen er taget ud af tilbagebetalingsordningen

Hvis din ejendom eller en vurdering er taget ud af tilbagebetalingsordningen, gælder afgørelsen om udtagelse stadig.

Du får besked, når du kan bede om særlig genoptagelse

Du kan bede om særlig genoptagelse, når du får adgang til brevet ”Hvis du vil klage, er det nu muligt”, som er en del af pdf’en ”Kompensation og/eller klage”. Vi skal have modtaget din ansøgning inden for 90 dage – regnet fra den dato, der står i dokumentet.