Gå til hovedindhold

Boligejere hjælper med at udvikle og forbedre nyt system

Første del af Vurderingsstyrelsens undersøgelse om det nye vurderingssystem er nu afsluttet. Boligejere fik her mulighed for at se en testvurdering af deres ejendom og give deres mening til kende. Nu går vi i gang med at analysere resultaterne.

Vi er i gang med at udvikle det nye system

I Vurderingsstyrelsen gør vi klar til at kunne tage det nye system i brug, der fra andet halvår af 2020 og frem skal hjælpe med at vurdere landets ca. 2,2 millioner ejendomme.

Feedback fra boligejere er værdifuldt i udviklingsprocessen

I efteråret 2019 tilbød vi derfor op mod 80.000 boligejere at deltage i en undersøgelse, hvor de fik en testvurdering af deres bolig. Testvurderingen er ikke juridisk bindende og får ikke betydning for boligskatten.
Målet med undersøgelsen er at få værdifuld viden: Ikke blot fik vi med de mange testvurderinger mulighed for at afprøve systemet i stor skala, inden vi går i luften med de nye vurderinger fra andet halvår af 2020. Men vi har også indsamlet erfaringer om, hvad boligejerne synes: Er vurderingen forståelig? Er det klart, hvordan vurderingen er foretaget? Møder boligejerne uhensigtsmæssigheder i systemet?

Nyt system giver mere gennemskuelighed

En af vores ambitioner er at gøre de offentlige ejendomsvurderinger mere gennemskuelige. Selvom vurderingsmetoden er kompleks, vil det nye system give større indblik i, hvordan vi vurderer ejendomme. Inden vi vurderer en ejendom, vil ejeren få præsenteret de centrale oplysninger om ejendommen, som vil have betydning for vurderingen, eksempelvis oplysninger fra Bygnings- og Boligregistret (BBR) om ejendommens og grundens størrelse, bygningernes alder, tagmateriale og opvarmningskilde. I vurderingen vil ejeren desuden kunne se trin for trin, hvordan vi fastsætter ejendomsværdi og grundværdi for ejendommen.