Ejendomsværdi trin 4: Vi fastsætter den endelige ejendomsværdi for huset

Vi ser på, om der er særlige forhold ved din ejendom, som vi ikke har taget højde for i trin 1, 2 og 3. Dvs. forhold, som kan påvirke ejendomsværdien væsentligt og føre til tillæg eller nedslag.

Hvad kan give tillæg eller nedslag i ejendomsværdien?

Normalt vil den foreløbige ejendomsværdi, vi har fundet i trin 3, også være den endelige – her har vi taget højde for langt de fleste forhold ved din ejendom.

I helt særlige tilfælde kan der dog være forhold, som derudover kan trække værdien op eller ned. Tillæg og nedslag i ejendomsværdien vurderes altid af en vurderingsmedarbejder.

Når vi har vurderet eventuelle tillæg og nedslag, har vi fastsat den endelige ejendomsværdi.

Eksempel på et forhold, som kan give tillæg

  • Hvis din ejendom har en særlig god beliggenhed, fx i første række til kysten, kan det betyde, at vi giver et tillæg til ejendomsværdien.

Eksempel på et forhold, som kan give nedslag

  • Hvis der er tinglyst en servitut på din grund, kan det betyde, at vi giver et nedslag i ejendomsværdien.