Gå til hovedindhold

Vejen mod de nye ejendomsvurderinger

Siden 2013 er der blevet arbejdet på et nyt ejendomsvurderingssystem, som skal sikre databaserede og mere gennemskuelige vurderinger af alle ejendomme i Danmark.

Få overblik over forløbet

Vurderingerne af ejendomme blev suspenderet i 2013, da de ikke var tilstrækkeligt retvisende. Siden da er der blevet arbejdet på et nyt vurderingssystem.

Her får du et overblik over forløbet fra 2013 til i dag, og over hvad vi forventer, der vil ske på boligområdet fremover.

Tidslinje

2013

Ejendomsvurderingerne bliver suspenderet

Den daværende regering beslutter, at der ikke skal vurderes efter det eksisterende vurderingssystem længere, fordi vurderingerne ikke er tilstrækkeligt retvisende. Den seneste ordinære vurdering af ejerboliger er fra 2011.

Ekspertudvalg bliver nedsat

Der bliver nedsat et uafhængigt udvalg af eksterne eksperter, der skal komme med anbefalinger til et nyt ejendomsvurderingssystem. Formanden for udvalget er Peter Engberg Jensen, tidligere koncernchef i Nykredit.

Eksperternes vigtigste anbefalinger:

  • Vurderingen bør baseres på faktiske handelspriser for lignende boliger i nærheden.
  • Vurderingen bør bygge på objektive data og bl.a. inddrage GPS-data for at tage højde for fx afstand til vej, udsigt til vand og jernbane i baghaven.
  • Vurderingen skal være gennemskuelig, og boligejer skal kunne se beregningsgrundlaget.

Boligejer bør inddrages tidligt i vurderingsprocessen og have mulighed for digitalt at rette forkerte data.

2014

ICE bliver oprettet

Regeringen opretter Implementeringscenter for Ejendomsvurderinger (ICE) som en særskilt projektorganisation i Skatteministeriet. ICE skal bl.a. udvikle nye statistiske beregningsmodeller, et nyt ejendomsvurderingssystem og forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

ICE samarbejder med ejendomsmæglerbranchen, realkreditinstitutter, banker og universiteter for at udvikle det nye system.

2016

Politisk forlig om nye ejendomsvurderinger

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget indgår et politisk forlig om nye ejendomsvurderinger.

2017

Politisk forlig om et nyt boligbeskatningssystem

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget indgår et forlig om et nyt bolig- og ejendomsbeskatningssystem (”Tryghed om boligbeskatningen”).

Den nye ejendomsvurderingslov bliver vedtaget

Ifølge den nye lov har de offentlige ejendomsvurderinger som mål at matche den kontantværdi, en ejendom forventeligt kan opnå i fri handel. Der vedtages nye klageregler, der afspejler den naturlige usikkerhed, der altid vil være ved en vurdering.

2018

Forsigtighedsprincippet vedtages

Det vedtages, at den naturlige usikkerhed, som altid er forbundet med en vurdering, skal komme ejendomsejeren til gode via det såkaldte forsigtighedsprincip. Forsigtighedsprincippet betyder, at beskatningsgrundlaget sættes 20 % lavere end vurderingerne, når de nye vurderinger udkommer.

Indefrysning af stigninger i grundskylden

Fra 2018 har du som boligejer kunnet opleve, at eventuelle stigninger i grundskyld bliver indefrosset automatisk – den såkaldte midlertidige indefrysningsordning. Når du sælger din bolig, skal hele det indefrosne beløb betales til kommunen.

Den midlertidige indefrysningsordning for grundskyld er fra 2021 ændret til en frivillig ordning, så du som boligejer fra 2. halvår 2021 kan vælge indefrysning til eller fra. Hvis du ikke fravælger ordningen, fortsætter den som hidtil, og du skal ikke gøre noget. Hvis du vælger at framelde dig ordningen, skal du betale det samlede indefrosne beløb. Indtil 2024 kommer der ikke renter oven i det indefrosne beløb.

1. juli 2018 – Vurderingsstyrelsen bliver etableret som selvstændig styrelse

Vurderingsstyrelsen er ansvarlig for at udarbejde ejendomsvurderinger af alle landets ca. 1,7 mio. ejerboliger og ca. 0,5 mio. andre ejendomme, herunder ca. 400.000 erhvervsejendomme og ca. 100.000 landbrugs- og skovejendomme. Vurderingsstyrelsen er en del af Skatteforvaltningen.

2019

Dialog med boligejerne

I 2019 får op mod 80.000 boligejere mulighed for at se en testvurdering af deres ejerbolig.

2021

Fremrykket klageadgang

Adgangen til at klage over de vurderinger, som er blevet videreført i årene 2013-2020, er blevet fremrykket for ejere af følgende ejendomme:

  • Erhvervsejendomme
  • Landbrugs- og skovejendomme
  • Ubebyggede ejendomme
  • Boligejendomme med særligt store grunde eller registreret erhvervsareal.

Ejerne af disse typer af ejendomme får i løbet af 2021 brev om deres klagemulighed. Det betyder, at ejerne ikke skal vente på, at de nye vurderinger bliver sendt, før de kan klage over de videreførte vurderinger.

Nye regler for vurdering af erhvervsejendomme

Det er vedtaget, at erhvervsejendommes grundværdier skal knytte sig til vurderingerne af ejerboligers grundværdier. Samtidig er det besluttet, at ingen erhvervsejendomme fremover skal have fastsat en samlet ejendomsværdi. I stedet skal der kun fastsættes en ejendomsværdi af eventuelle boliger på erhvervsejendommen. På den måde er grundlaget for boligbeskatning sikret.

Det betyder også, at eventuel dækningsafgift fremover bliver opkrævet af grundværdien. Tidligere blev den beregnet af forskelsværdien mellem ejendomsværdien og grundværdien.

Harmonisering af landbrugs- og skovejendommenes vurderinger

Reglerne for vurdering af landbrugs- og skovejendomme er blevet harmoniseret. Det betyder bl.a., at grundværdier til boliger fastsættes ens, og at fremskrivningerne af grundværdier også bliver ensartet.

Fra september 2021

Nye vurderinger til boligejerne 

I sommeren 2021 begynder vi at udsende de nye ejendomsvurderinger til boligejerne. Som noget nyt får du som boligejer mulighed for at se de centrale oplysninger om din ejendom, før vi sender vurderingen ud. Det er de oplysninger, vi forventer at bruge i vurderingen.

Tilbagebetalingsordning

I forbindelse med den nye lov og det nye vurderingssystem er der etableret en tilbagebetalingsordning, som skal tage højde for, at vurderingen af ejerboliger i 2011 – og de efterfølgende historiske vurderinger – kan have været for høje.

Med udgangspunkt i din nye vurdering for ejendommen beregner vi, om du skal have en del af den ejendomsværdiskat og grundskyld, som du har betalt i perioden, tilbage. Hvis du har betalt skat af en for høj vurdering i hele eller en del af perioden 2011 til 2020, kan du få en kompensation.

Nye vurderinger til erhvervsejendomme og landbrugs- og skovejendomme

Efter udsendelsen af de nye ejendomsvurderinger af ejerboliger vil alle landets landbrugs- og skovejendomme samt erhvervsejendomme, herunder leje- og andelsboliger, få nye vurderinger. Det præcise tidspunkt er endnu ikke fastlagt.