22.000 ejendomme skifter kategori – hvilke konsekvenser har det?
I den kommende tid vil nogle ejendomme ændre kategori – fx fra ’landbrug’ til ’ejerbolig’. Læs her, hvad det kan betyde for dig, hvis din ejendom skifter kategori, og hvilke muligheder du har for at undgå stigninger i boligskatten.
Hvad gør jeg, hvis min ejendom skifter kategori?
For at forhindre en pludselig stigning i grundskylden er der lavet en særlig overgangsordning til ejendomme, der skifter fra fx landbrugs-/skovejendom til ejerbolig. Ordningen giver dig mulighed for at vælge at blive i din ejendoms nuværende kategori.
Læs mere om overgangsordningenHvordan beskattes jeg, hvis min ejendom skifter kategori til ejerbolig eller erhvervsejendom?
Hvis din ejendom skifter kategori, er du omfattet af skatteloft og skattestop frem til den 1. januar 2024. Med de nye boligskatteregler, som Folketinget forventes at vedtage inden sommerferien, forventes der fra 2024 at være skatterabat på ejendomsværdiskat og skatterabat eller stigningsbegrænsning på grundskylden.
Læs mere om kategorisering og beskatningJeg har en lille landejendom – risikerer jeg nu at skifte til ejerbolig og stige i grundskyld?
Hvis du bor på en mindre landejendom, er din ejendom sikkert allerede kategoriseret som en ejerbolig. Også selvom den er noteret som en landejendom i matriklen.
Du behøver derfor ikke være bange for pludselig at stige i grundskyld pga. et skift fra landbrug til ejerbolig.
Du kan tjekke din ejendoms kategori på OIS Ejendomsdata. Se nedenfor, hvordan du gør.
Hvor kan jeg se min ejendoms hidtidige kategori?
Du kan se, hvilken kategori din ejendom har haft hidtil, på OIS Ejendomsdata. Sådan gør du:
- Gå ind på OIS Ejendomsdata, og slå din adresse op
- Åbn Økonomi -> Tidligere vurderingsmeddelelser
- Åbn din seneste vurderingsmeddelelse, og se, hvad der står ud for ’Benyttelse’. Står der ’Beboelsesejendom’, er din ejendom kategoriseret som en ejerbolig.
Har du spørgsmål, så ring til os
Er du i tvivl, om du er omfattet af overgangsordningen, eller har du spørgsmål til kategorisering af landbrugs- og skovejendomme, er du velkommen til at ringe til os på 72 22 16 30.
Publiceret den 13. april 2023